I september hentede Sønderjyske den 24-årige tyske bomber Mustafa Kucukovic til Haderslev. Hans kontrakt udløb ved årsskiftet, men angriberen har gjort det så godt, at han nu får et halvt år mere i den lyseblå trøje.
"Mustafa Kucukovic viste særligt i de sidste kampe i efteråret flotte eksempler på sin målfarlighed og de kvaliteter, vi ved, at han besidder. Vi er derfor også meget glade for, at han er tilbage i Sønderjyske. Han bliver et stort aktiv for holdet, og i særdeleshed er det positivt, at han nu bliver en del af hele forberedelsesfasen til forårssæsonen," siger sportschef Ole Nielsen til klubbens hjemmeside.
Kucukovic, der er noteret for 15 U-landskampe for Tyskland, scorede tre mål i efteråret. Han har tidligere optrådt i Hamburger SV, 1860 München og Grenoble.
Tidligere på ugen har sønderjyderne også hentet midtbanespilleren Henrik Hansen i OB. Han har været udlejet til klubben hele efteråret.
Kilde: Soenderjyske.dk