Sønderjyske får bøde efter trænerinterview i pausen
Sønderjyske-træner Mario Simioni gik ifølge Ligaforeningen over stregen, da han kritiserede dommerne.

Da Sønderjyskes ishockeyherrer i søndags slog Rødovre Mighty Bulls med 6-2 i slutspillet, var der en episode, der nu koster en bødestraf.

Sønderjyske-træner Mario Simioni kritiserede i et tv-interview kampens dommere, og det blev for meget for Ligaforeningen.

Sønderjyske idømmes en bøde på 10.000 kroner for dårlig opførsel, skriver Metal Ligaen på sin Facebook-side.

På vegne af Ligaforeningen forklarer ligachef Kim Pedersen, hvorfor Sønderjyske skal have en bøde:

- Ishockey er en sport, hvor der skal være plads til følelser, spontanitet og kritik.

- Men i forhold til Ligaforeningens aftaler om kommunikation og respekt for hinanden, kom Sønderjyske-træner Mario Simioni med udtalelser i tv, som overskred normen for, hvordan man forholder sig til officials - og i øvrigt også andre aktører - i Metal Ligaen.

Det kontroversielle interview fandt sted i pausen mellem første og anden periode. Her førte Sønderjyske kampen med 3-0, men holdet havde fået tildelt en række udvisninger.

- Man kan se, at nogle af vores dommere mangler kvalitet. Vi er i slutspillet nu. Det her er vores profession. Vi forventer, at dommerne er professionelle.

- Dommernes måde at dømme på er uacceptabel, og jeg er ked af at sige det, men det skal være meget bedre end det her, sagde Mario Simioni blandt andet i interviewet til TV2 Sport.

Det var blandt andet den svada, der medførte en bøde, og det kan blive endnu værre, hvis det skulle ske igen.

- Sønderjyske er på baggrund deraf idømt en bøde på 10.000 kroner, ligesom klubben er blevet meddelt, at eventuelt gentagelsestilfælde vil blive mødt med skærpede sanktioner; herunder karantænestraf, lyder det fra Ligaforeningen.

Ifølge Ligaforeningen har Sønderjyske beklaget episoden og accepterer bødestraffen.

Rødovre tager tirsdag aften imod Sønderjyske i en potentielt afgørende kvartfinalekamp.

Inden kampen fører sønderjyderne serien med 3-2 i kampe. Der spilles bedst af syv kampe. Kampen går i gang klokken 19.

/ritzau/

/ritzau/