Bundstriden spidser til i superligaen, efter at oprykkerklubben SønderjyskE fik ram på Horsens i hjemmekampen i Haderslev.
Kampen endte 2-0 til Carsten Broes mandskab, der dermed for første gang i lange tider kravler op på den rigtige side af nedrykningsstregen, mens Horsens ligger til sorteper.
Ken Ilsøe satte sit hold i gang, da han åbnede scoringen med et fladt skud, der overrumplede Horsens-keeperen efter en times spil.
Kenneth Fabricius slog sejren fast kort efter.
Horsens pressede på, men mange gode indgreb fra SønderjyskE-målmand David Ousted forhindrede trykket i at bære frugt.
Det er første gang nogensinde, at SønderjyskE henter to sejre i streg i den bedste række. I sidste runde blev FC Midtjylland besejret ude.
Næste runde byder på endnu et bundgys, når SønderjyskE møder den anden oprykker Vejle.
I Randers vandt hjemmeholdet 1-0 over Esbjerg. Ricki Olsen blev matchvinder.