Sønderjyske-chef: Nu vender vi kampene

Sønderjyske viste nye sider af sig selv, da de vendte udviklingen efter pausen i 2-1-sejren over Esbjerg.

Med lørdag aftens 2-1-sejr i Esbjerg er Sønderjyske forsat på førstepladsen i fodboldens Superliga, og de tre point i det sydjyske derby markerer ifølge træner Lars Søndergaard, at holdet har taget endnu et lille skridt i sin udvikling.

Træneren er nemlig imponeret over, at spillerne formåede at hive sig selv op efter pausen, efter en første halvleg, der langt fra gik efter de sønderjyske hoveder.

- Vi viste høj moral, og vi viste, at vi er parat til at vende kampene, siger Lars Søndergaard til TV 2 Sport.

- Vi smed alt for mange bolde væk før pausen. Esbjerg er gode og er hurtige i kombinationerne, og når man begår de fejl, vi gjorde, så skal det blive svært.

- Men det blev bedre i anden halvleg, hvor Esbjerg-spillerne også begyndte at blive trætte, lyder analysen fra den sønderjyske succestræner.

Han kunne også prale af at have en heldig hånd, da han satte Bjørn Paulsen på banen i stedet for Eyólfur Hédinsson 13 minutter før tid.

Det var nemlig Paulsen, der sørgede for sejrsmålet i kampens overtid.

- Hédinsson er normalt en målfarlig spiller, men i dag var det som om, han kom for tidligt ind i feltet. Derfor satte jeg Bjørn Paulsen ind. Indtil han scorede, viste han ikke meget, men han stod guldrigtigt for os, siger Lars Søndergaard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.