Et år før kontraktudløb er målmanden Sebastian Mielitz og Sønderjyske blevet enige om at udnytte en option, så den stærke keeper fortsætter i den lyseblå trøje frem til sommeren 2020.
Dermed har Sønderjyske-sportschef Hans Jørgen Haysen fået et stort ønske opfyldt og afvist interessen fra andre klubber.
- Vi har haft flere forespørgsler på ham, og er derfor også ekstra glade for at vi nu har fået papir på ham i de næste to sæsoner, siger Hans Jørgen Haysen til klubbens hjemmeside.
Den 28-årige tysker har tidligere i karrieren spillet for Werder Bremen, Freiburg og Greuther Fürth.
Det er blandt andet blevet til 62 kampe i den tyske Bundesliga for Werder Bremen. Sidste sommer skiftede Sebastian Mielitz til Sønderjyske fra Greuther Fürth.
- Sebastian Mielitz har spillet fast, siden han stødte til truppen sidste sommer, hvorfor det har været en let beslutning at udnytte klausulen og forlænge samarbejdet med yderligere et år.
- Specielt i dette forår synes jeg, at han har vist høj klasse og har også flere gange været kampafgørende for os, forklarer Hans Jørgen Haysen.
/ritzau/