Et af Danmarks to storkepar - Tommy og Annika - er blevet et familiemedlem rigere. Det skete fredag aften, da et af parrets fire æg klækkede, skriver DR Syd.
Storkefamilien holder til i Smedager i Sønderjylland, og familieforøgelsen skaber stor glæde hos Jess Frederiksen, der er formand for storkene.dk.
- Det er altid specielt, når der kommer storkeunger, ikke mindst i Sønderjylland som er et klassisk gammelt storkested, siger formanden til DR Syd.
- Vi har kun to par storke i Danmark, så det er vigtigt, at der kommer unger i begge reder, forklarer Jess Frederiksen.
Nu afventer man, at de øvrige æg klækker. Det sker formentlig i løbet af de næste dage.
- Det er jo højdepunktet på hele året. Vi venter jo spændt på, at storken kommer. Og det næste, vi så venter på, er, at der kommer storkeunger. Og det er altså stort, lyder det fra Jess Frederiksen.
Der er blot to storkepar, der yngler i Danmark. Ud over parret i Sønderjylland, drejer det sig om et storkeparret Ida og Emil, der holder til i Gundsølille nær Roskilde.
Det par fik fire nye storkeunger allerede i begyndelsen af maj. De er nu blevet så store, at de er blevet mærket, så man kan følge med i deres bevægelser.
For at et kuld storkeunger kan overleve tiden i reden, kræver det, at storkemor og storkefar flyver omkring 400 kilo føde i form af regnorme, biller, padder, mus og mosegrise hjem.
Efter ynglesæsonen flyver storkene tilbage til Afrika og Den Iberiske Halvø, hvor de overvintrer.
/ritzau/