Kasper Søndergaard har i de tre sejre i testkampene mod Tunesien, Montenegro og Slovenien ikke fået spillet til at fungere optimalt.
Så Skjern-spilleren er overrasket over, at han er den eneste venstrehåndede back i truppen, efter at Kasper Irming mandag blev valgt fra.
For ottende gang er han den eneste venstrehåndede back i en trup til en slutrunde.
- Ja igen. Når jeg siger igen, så er det virkelig igen. Jeg kan huske, jeg har haft Klavs Bruun som makker til OL i 2008. Og det er det.
- Ellers har jeg sgu været alene i alle slutrunder. Så har der selvfølgelig været nogle højrehåndede. Lasse Boesen har spillet meget derovre, Thomas Mogensen har også spillet lidt.
- Men jeg har egentlig været den eneste venstrehåndede, og jeg troede faktisk, at Irming ville komme med. Men sådan skulle det ikke være. Og så tager jeg den igen, lyder det fra Søndergaard.
Han er dog sikker på, at han nok skal løfte sit eget niveau til VM, og Mads Mensah Larsen er en god joker at have med, lyder den hurtige analyse.
- Nu er Mensah, som i øvrigt gør det super godt som højre back, med. Og så er det ham, jeg skal prøve at spare med. Og det skal sgu nok gå, mener Søndergaard, der er med til sin niende slutrunde i træk.
Danmark åbner VM mod Qatar i spanske Sevilla på lørdag. Danskerne skal også møde Rusland, Chile, Island og Makedonien i det indledende gruppespil.
/ritzau/