Vi har ikke set meget til det lune forårsvejr i denne uge, men i weekenden kan mange få glæde af lidt sol og varme.
Lørdag byder på nogen sol, skyer og blæst, og vi kan endda få nattefrost nogle steder, men søndag viser foråret sig fra sin bedste side.
DMI lover nemlig sol i hele landet, og termometret kan snige sig helt op på 17 grader, så du kan godt tage vandreskoene på og komme i skoven og se, om anemonerne er sprunget ud.
Det er imidlertid ikke alle, der skal hænge vinterfrakken på knagen, for ved østvendte kyster bliver det kun omkring ni grader, fordi der blæser en svag til jævn vind fra øst.