En patrulje fra Sydsjælland- og Lolland-Falster politi måtte lørdag en tur i BonBonLand ved Holme Olstrup ved Næstved efter de var blevet tilkaldt af personalet.
De havde brug for hjælp i forbindelse med en ung mand, som var blevet højrystet og ubehagelig i forlystelsesparken.
Manden, som er en 23-årig odenseaner, gik amok på personalet da hans mor ved et uheld røg i vandet ved en forlystelse.
Ifølge døgnrapporten var den unge mand oprevet over at personalet - efter hans overbevisning - ikke var gode nok til at hjælpe hans mor op ad vandet.
Politiet, som kom til stedet, beskriver at manden først var "vred og oprevet" og siden blev "højrystet og ubehagelig".
Det lykkedes for patruljen at få dæmpet gemytterne og den 23-årige mand, som bor i Odense, måtte tage hjem fra BonBonLand med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.