Gidslerne er fri. De pårørende er glade. Og gidseltagerne har fået deres penge.
Men sagen om det kaprede skib Danica White slutter ikke her.
Sømændens Forbund er nemlig så rasende over forløbet, at de nu hiver både Udenrigsministeriet og rederiet bag Danica White, H. Folmer & Co. i retten.
- Udenrigsministeriet har jo spillet hasard med menneskeliv ved at trække sagen så meget i langdrag, siger faglig sekretær i Sømændenes Forbund under 3F, Morten Bach, til Avisen.dk.
Anklagen lyder ifølge Morten Bach på, at ministeriet skal have bragt andres liv i fare ved at undlade at handle hurtigt nok.
For der var rig lejlighed til at reagere og få afsluttet forløbet, påpeger Morten Bach. Sømændenes Forbund tilbød nemlig allerede i starten af juni at betale den løsesum på godt otte millioner kroner, som gidseltagerne forlangte.
- Men det fik vi ikke lov til. Vi måtte ikke blande os, selvom alle kunne se, at Folmer (rederiet, red.) ikke havde pengene, siger Morten Bach, hvis forbund organiserer tre af de fem tidligere gidsler.
Før anklageskriftet udformes, skal der dog lige ro på situationen:
- Nu skal vi lige have styr på det hele, og jeg skal have talt med de pårørende igen. De er naturligvis meget glade for, at deres familie vender hjem, for de frygtede for deres børns liv, siger Morten Bach.
Læs også:
• Bendtsen glæder sig over frigivelse
• Gidseltagerne var proffer
• Ekspert: Ok at betale løsesum
• Skibsreder: Det var modbydeligt
• Moderne pirater hærger verdenshavene
• Sømænd ville have betalt løsesum
• Protocol: Vi har intet kendskab til løsesum
• Gidseltagningen i korte træk:
• Danske søfolk er blevet frigivet