Endelig hjemme.
Efter næsten tre måneder i fangenskab hos somaliske pirater kunne fem danske søfolk fra skibet Danica White tirsdag aften klokken 22.23 sætte foden på dansk jord.
Et tysk Challenger-fly landede i Beldringe Lufthavn ved Odense, hvor de blev modtaget af politi og lufthavnspersonale samt repræsentanter fra Udenrigsministeriet.
I lufthavnen blev de efterfølgende genforenet med deres familier, som ventede i politibusser på dem.
Medierne blev holdt på afstand, da krisepsykologer har anbefalet, at de tidligere gidsler får tid til at komme sig ovenpå oplevelserne under tilfangetagelsen.
De fem søfolk blev taget til fange, da pirater kaprede skibet Danica White 1. juni ud for Somalias kyst. Først efter 83 dage i fangenskab blev de frigivet, da skibets ejer betalte en løsesum af en ukendt størrelse.
Blandt andet Sømændenes Forbund har kritiseret Udenrigsministeriet og rederiet for at trække sagen i langdrag og varslet en erstatningssag på vegne af deres medlemmer.