En af verdens mest sjældne antilopearter, højlandsbongoen, er blevet en kviekalv rigere. 16. august kom bongokalven Bella til verden i Ree Park Safari på Djursland, og det er intet mindre end sensationelt, skriver parken i en pressemeddelelse.
- Den lille kvie repræsenterer håb for en art, der balancerer på kanten af udryddelse. Vi taler her om en af verdens største og mest farvestrålende antiloper som er WAY MORE sjælden sammenlignet med for eksempel den store panda, og alligevel er arten ved at forsvinde lige foran øjnene på os, det er bare ikke godt nok, lyder det fra parkens direktør, Jesper Stagegaard.
I dag findes højlandsbongoen kun i tre isolerede områder i Kenya – Kenya Forest, Aberdare og Mau Forest. På en fjerde lokalitet er der sandsynligvis kun ganske få individer tilbage, hvilket gør udsigten til overlevelse dér yderst begrænset. Arten kaldes ofte ”skovens spøgelse”, fordi den er mester i at forsvinde i sit habitat – men også fordi den selv er tæt på at forsvinde for altid.
Ree Park er repræsenteret i den internationale avls-koordinator komité, som på verdensplan arbejder med forskning, avl og genudsætning. Fødselssensationen på Djursland er dermed en direkte brik i det globale puslespil for at sikre artens fremtid.