- I den første samfundsfagstime vi havde, spurgte læreren, om der var nogen i klassen, der var politisk aktive. Jeg svarede, at jeg var med i DFU. Så sagde han: ”Nå, så vi har også nazister i klassen”.
Sådan siger et ungt medlem af Dansk Folkepartis Ungdom i en ny undersøgelse, som en gruppe sociologistuderende på Københavns Universitet står bag. Alle ti deltagere føler sig mobbet af klassekammerater og undervisere. Fire fremhæver en lærer som den værste mobber. Ingen af dem tør stå frem af frygt for at yderligere stigmatisering.
En af de sociologistuderende, Stinne Østergaard Poulsen, fortæller, at de unge DFU ere udsættes for en uheldig blanding af tilsvining og latterliggørelse for deres politiske ståsted. Det er især problematisk, når lærerne mobber.
- I gymnasietiden er man meget sårbar over for den slags. Det er en periode, hvor ens personlighed stadig er under udvikling, og mange er stadig meget usikre på, hvem de er, og hvad de mener. Og da er det meget uheldigt, hvis man ikke føler, man må være og tænke, som man vil, siger hun.
Stinne Østergaard Poulsen fortæller videre, at mobningen påvirker DFU ernes personlige trivsel i gymnasiet.
- Mange virker ikke glade for at gå i skole og reagerer især ved at blive trodsige. De kommer til at se dem selv som outsidere, der ikke hører til i det gode selskab . I DFU bekræfter de hinanden i den holdning, og deres personlige netværk dannes derfor i partiet frem for i klassen. Det stemmer egentlig godt overens med resten af partiets selvopfattelse, siger hun.