Socialrådgivernes formand stopper

Bettina Post mener, at forbundet har bevæget sig i en partipolitisk retning, som hun ikke kan se sig selv i.

Efter fire år i spidsen for Dansk Socialrådgiverforening har Bettina Post valgt, at hun ikke vil genopstille ved det kommende formandsvalg.

Det oplyser fagforbundet på sin hjemmeside.

Her begrunder hun sin afgang med, at hun synes, foreningen har taget en uheldig drejning.

- Desværre oplever jeg, at der er et skift på vej i retning af en mere ideologisk tilgang til socialpolitikken, som i mine øjne blokerer både for udvikling af socialpolitikken og for fastholdelsen af det socialfaglige argument.

- Det er hverken godt for foreningen eller for socialrådgiverne, siger Bettina Post.

Hun oplevede i foråret at blive modsagt af medlemmer af forbundets hovedbestyrelse i debatten om kontanthjælpsreformen.

Bettina Post understreger, at det ikke er denne oplevelse, der har ført til hendes afgang, men hun lægger ikke skjul på, at hun oplever kræfter i forbundet, som, hun mener, er drevet af politisk ideologi frem for faglig viden.

- Mine udmeldinger i pressen, til samarbejdspartnere, ministre og ordførere både i den forrige og den nuværende regering har altid baseret sig på socialfaglig viden, erfaring og indsigt og ikke på partipolitisk tilhør.

- Det er i høj grad det, der har skabt og cementeret foreningens troværdighed som socialpolitisk ekspert og medspiller på mange baner, siger Bettina Post.

Hun blev i 2004 valgt til næstformand i forbundet og trådte i 2008 det sidste skridt op ad rangstigen til formandsposten.

Gennem denne periode har hun arbejdet målrettet for at øge foreningens synlighed og har blandt andet deltaget i debatten omkring kontanthjælpsreformen, socialrådgivernes rolle i sager om misbrug af børn samt vold og trusler mod offentligt ansatte.

- Min indsats igennem årene har medført, at foreningens synlighed, troværdighed og politiske slagkraft aldrig har været større. Jeg har med andre ord nået mine mål, konkluderer Bettina Post.

Også Dansk Socialrådgiverforenings næstformand, Ulrik Frederiksen, har meddelt, at han stopper ved efterårets valg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.