Regeringens forslag om at kulegrave tidligere sager om sexovergreb for at identificere fejl i sagsbehandlingen bliver taget godt imod af Dansk Socialrådgiverforening.
Og formand Bettina Post håber, at regeringen også vil sætte ekspertudvalget til at kigge på de sager, hvor overgrebene bliver afværget eller opdaget tidligt.
"Jeg synes faktisk, at man skal udvide den her undersøgelse til også at se på, hvad dem, der gør det godt, gør rigtigt," siger hun til Newspaq.
Mediernes fokus på de voldsomme sager om svigt, overgreb og udnyttelse får det ifølge Bettina Post til at virke som om, at ingen sager bliver opklaret i tide. Men det er slet ikke tilfældet, siger hun.
"Der er rigtig mange sager, hvor det faktisk går godt, hvor vi kommer ind i sagen på et tidligt tidspunkt og får handlet på den rigtige måde. Og måske er der også noget, der går igen i gode sager," siger Bettina Post.
Samtidig understreger Bettina Post, at man aldrig vil kunne udrydde problemet eller komme alle sexsager til livs.
"De her sager er de vanskeligste sager, vi overhovedet har. Det er ekstremt vanskeligt at få hold på, hvad der sker i hjemmet," siger hun til Newspaq.
Der er så meget skyld og skam forbundet med seksuelle overgreb, og det vil altid være personer med skumle hensigter, der gør uacceptable ting, mener Bettina Post.