Der er stor forskel på, hvor godt kommunerne formår at få arbejdsløse tilbage ind på arbejdsmarkedet.
I kommuner som Hjørring og Silkeborg ser man eksempelvis særligt gode resultater, forklarer Dansk Socialrådgiverforening.
Derfor tror foreningen også på, at der er et uudnyttet potentiale for at få flere folk i arbejde ude i kommunerne.
- Vi har en situation nu, hvor der er flere jobåbninger på arbejdsmarkedet, end der har været i lang tid, så der er et potentiale, siger formand Majbrit Berlau.
Hun ligger sig dermed på linje med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), der onsdag fremsætter et mål i i Berlingske om, at 18.000 jobparate skal komme i arbejde de næste tre år.
Ifølge Majbrit Berlau kan målet nås, men det kræver, at kommunerne følger efter Hjørring og Silkeborg og "arbejder mere kreativt med beskæftigelsen".
- Vi kan se, at det virker, når kommuner laver det, de kalder en investering i beskæftigelsesindsatsen, i stedet for bare at gøre det der står i loven, siger hun.
Erfaringerne viser ifølge hende, at kommuner, der ser ud over kontroller, sanktioner og dokumentation og arbejder intenst med de særlige problemer, den enkelte arbejdsløse har, kan få succes.
- Men det kræver også, at der ansættes flere sagsbehandlere i jobcenteret, så der kan arbejdes individuelt, siger hun.
Til Berlingske siger ministeren, at han ikke nødvendigvis mener, at der skal barberes mere i de arbejdsløses ydelser, men at kommunerne kan blive ramt af politiske initiativer, hvis ikke de får flere i arbejde.
En tilgang som man ser positivt på hos socialrådgiverne.
- Det er forkert at tro, at hvis man svinger pisken, så springer de arbejdsløse op og er super raske. Men nogle kan godt arbejde - det kan de, hvis man understøtter dem, siger hun.
/ritzau/