Pædagoger skal ikke rende i kiosken og købe pornoblade eller bestille sexfilm på nettet.
"Vores opgave er at formidle en etisk og ordentlig indsigt i forhold til seksualitet, til kærlighed, til porno. Men vi er ikke formidlere af porno eller købesex," siger Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne til Newspaq.
På vegne af fagforeningens 36.000 medlemmer svarer hun igen på udmeldingen fra Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen, der torsdag sagde til Berlingske, at pædagogerne skal hjælpe de unge med at skaffe porno.
Marie Sonne er dog helt enig i, at det er en af socialpædagogernes opgaver at hjælpe de unge med at forstå ponoens verden.
"Er vi i en situation, hvor en ung står med et pornoblad, så er det vores socialpædagogiske opgave at formidle, hvordan den fiktive verden er i forhold til den verden, som den unge skal forholde sig til," siger hun.
Unge med ADHD kan have svært ved at vide, hvor grænserne går. Og hvis ikke, de bliver hjulpet, hvad der er seksuelt rigtigt og forkert, så kan de ende med at krænke andre, er formanden for Børnerådets pointe.
Men Socialpædagogernes formand henviser til, at der findes pædagogisk materiale, der både oplyser og dækker et behov.
Det er ikke statsautoriseret porno, forklarer hun.
"Ligesom der er lavet materiale til seksualundervisning i folkeskolen, så er der lavet materiale til børn, unge og vokse for at imødekomme lige netop de her situationer," siger Marie Sonne.