Ungdomssanktionen, en alternativ straf til unge kriminelle, fungerer ikke godt nok og skal derfor ændres. Det mener socialminister Eva Kjer Hansen (V), og hun er derfor klar med et nyt lovforslag, skriver Berlingske Tidende.
Det to-årige strafforløb skal have mere fokus på uddannelse og beskæftigelse, der skal være fast tilknyttet koordinatorer og bedre sammenhæng i forløbet, siger lovforslaget.
»Det er vigtigt, at vi har ungdomssanktionen som alternativ, så vi kan hjælpe disse unge godt på vej, men det kræver, at vi strammer op. Den er ikke god nok i dag,« siger ministeren.
I december sidste år viste en rapport fra Justitsministeriets Forskningsenhed, at blandt de 148 første unge idømt ungdomssanktion faldt fire ud af fem tilbage i kriminalitet under forløbet.