Det var ikke blot tyskerne, der gik til valg i går. Også i Portugal måtte landets indbyggere til stemmeurnerne.
Og præcis som i Tyskland blev det en sejr til den siddende regering.
Den socialistiske premierminister José Socrates og hans PS-parti sikrede sig knap 37 procent af stemmerne, hvilket dog er en tilbagegang i forhold til valget i 2005, hvor det blev til 45 procent.
Det betyder også en tilbagegang fra 121 til 96 mandater i parlamentet, hvor der er i alt 230 pladser. Valgresultatet betyder altså, at regeringen har mistet sit absolutte flertal, men det lod ikke til at påvirke premierministeren.
"Folket har stemt, og de talte meget tydeligt. Socialistpartiet blev igen valgt til at lede Portugal," sagde Socrates i sin sejrstale og tilføjede, at det endnu er for tidligt at tale om mulige koalitioner og aftaler.
Politiske iagttagere vurderer, at PS-partiet formentlig vil danne en mindretalsregering.
"De vil sandsynligvis selv danne en regering, og der vil nok være stabilitet i hvert fald det første år, i og med at det største oppositionsparti er svækket af valgresultatet," siger politisk analytiker Antonio Costa Pinto.
Socrates' hovedudfordrer, Manuela Ferreira Leite fra centrumhøjrepartiet Socialdemokratiet, fik omkring 29 procent af stemmerne.