Socialisten Lenin Moreno står til at blive Ecuadors næste præsident. Det viser valgresultater i det sydamerikanske land mandag. Moreno ser ud til at vinde en kneben sejr over sin konservative rival, den konservative bankmand Guillermo Lasso.
Lasso har dog sået tvivl om valgresultatet ved at kræve omtælling af stemmerne.
Moreno, som vandt anden runde af præsidentvalget, har siddet i kørestol i næsten to årtier, efter at han blev skudt ned under et røveri i 1998.
Politisk er Moreno fortaler for social velfærd. Han er kendt for at være en smilende og beleven politiker. Moreno tilhører Alianza Pais, der er det samme parti, som den siddende præsident, Rafael Correa, tilhører.
Et nederlag til den konservative Guillermo Lasso vil givetvis være en god nyhed for Wikileaks-stifter Julian Assange, som har siddet på Ecuadors ambassade i London siden 2012, mens han er eftersøgt af både svenske og amerikanske myndigheder.
Guillermo Lasso lovede under valgkampen at sparke den 45-årige whistleblower ud af ambassaden, hvis han blev landets næste præsident.
Modsat har Lenin Moreno ikke givet udtryk for, at noget skulle ændre sig.
En sejr til den venstreorienterede Moreno vil også bryde en udbredt tendens i Sydamerika, hvor højrefløjspartier har taget regeringsmagten i flere lande. Det gælder blandt andet i Brasilien og Argentina og Peru.
Ecuadors afgående præsident, Rafael Correa, kalder søndagens valg en sejr for revolutionen.
- Revolutionen har triumferet endnu en gang i Ecuador. Højrefløjen har tabt på trods af dens millioner og medier, skriver Correa på Twitter.
/ritzau/Reuters