Brugere på sociale medier anklager Thailands valgkommission for uregelmæssigheder ved søndagens parlamentsvalg.
Under hashtaggene "valgkommission afsløret" og "valgsnyd" er der mandag dukket flere anklager mod valgkommissionen op på de sociale medier.
Brugere har blandt andet lagt billeder op af kommissionens liveresultater med påstande om, at tallene er forkerte.
Valgkommissionen får også kritik for dens oplysning om en valgdeltagelse på 65,9 procent, hvilket er lavere end ventet. Kritikere siger, at den lave valgdeltagelse modsiger den generelle begejstring blandt vælgerne samt de lange køer ved valgstederne.
Der er også blevet delt en video, som tilsyneladende viser en uniformeret soldat, som tjekker hvem andre soldater stemmer på. Videoen er angiveligt optaget på et valgsted i den sydlige del af landet.
Valgkommissionens formand, Ittiporn Boonpracong, kom søndag aften ikke med nogen foreløbige resultater, da optællingen havde nået 95 procent, selv om han havde lovet at gøre det. Han afsluttede sit korte pressemøde uden at give nogen forklaring på dette.
Kommissionsformanden erkendte dog, at der havde været tilfælde af stemmekøb, men oplyste ikke hvem der stod bag.
Da 93 procent af stemmerne var talt op søndag aften lokal tid, havde det promilitære, konservative parti Palang Pracharat overgået forventningerne og sikret sig 7,6 millioner stemmer.
På andenpladsen lå Pheu Thai Party (Thailændernes Parti), der er grundlagt af den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, med 7,2 millioner. Dernæst det progressive parti Phak Anakhot Mai (Ny Fremtid), som især er populært blandt yngre vælgere, med 5,3 millioner stemmer.
Stemmerne vil sandsynligvis sikre, at juntaleder Prayut Chan-o-cha fortsætter på posten som premierminister, mener analytikere.
Valgkommissionen ventes at offentliggøre foreløbige resultater senere mandag.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa