Socialdemokratiets forslag om en ny ret til tidlig folkepension underminerer værdien af at have indbetalt til efterlønsordningen i mange år, vurderer økonomer ifølge Jyllands-Posten.
En del af de mere end en halv million danskere, som har forladt efterlønnen og hævet efterlønsbidragene skattefrit, kan nemlig alligevel trække sig tidligere tilbage, hvis Socialdemokratiets forslag bliver til virkelighed. De får både pengene og en tidlig tilbagetrækning, mens medlemmer af efterlønsordningen betaler til deres egen tidlige tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
- Den nye ordning betyder, at det er mindre attraktivt at medfinansiere sin egen efterløn, hvis man kan få den nye tidlige pension, siger Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.
Mere end en halv million danskere har over to omgange – i 2012 og 2018 – frivilligt forladt efterlønnen og fået udbetalt deres efterlønsbidrag skattefrit.
Finansminister Kristian Jensen (V) siger:
- Jeg kan godt forstå, at dem, der er blevet i efterlønnen og har betalt til den, føler, det er mærkeligt, at dem, der har trukket pengene ud til forbrug og udenlandsrejser, får det samme gratis.
Socialdemokratiets Mattias Tesfaye forstår, hvis nogle undrer sig over, at folk, der frivilligt har forladt efterlønnen, alligevel kan gå på tidlig pension.
Partiet vil nu arbejde på en model, der tager højde for den gruppe, der fortsat er i efterlønsordningen.
Jyllands-Posten