Det var langt fra lutter positive historier, som Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i den forløbne uge måtte forholde sig til.
Men der er ingen grund til panik, mener Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen.
- Ugen har været, som den har været, og det tager vi helt roligt. Nogle uger er der turbulens i den politiske verden. Andre uger er mere rolige, og sådan er det.
- Der er meget stor opbakning til den politiske linje, som Socialdemokratiet står for og også til Mette Frederiksen som statsministerkandidat, siger Wammen.
Mette Frederiksen indledte ugen med et opslag på Facebook. Hun havde en god nyhed. Mette Frederiksen skrev, at hun skifter valgkreds. Fra Ballerup til Aalborg, som er hendes fødeby.
Efterfølgende opstod problemerne.
Fagbevægelsen i Aalborg meldte blandt andet ud, at Mette Frederiksen - eller andre politikere for den sags skyld - ikke er velkommen til at tale 1. maj. I første omgang var partiformanden ellers inviteret.
Og sidst på ugen røg Mette Frederiksen ind i et stormvejr på de sociale medier, da en kvinde med somalisk baggrund kritiserede partiets udlændingepolitik og rolle i arbejdsmarkedspolitikken.
Det fik Mette Frederiksen til at svare, at "det var hårde ord fra en ung kvinde, som Danmark har taget godt imod".
Mette Frederiksen skrev efterfølgende, at hun er blevet misforstået.
Det har ikke været muligt for Ritzau at få Mette Frederiksen til at forholde sig til ugen.
/ritzau/