Velfærd eller skattelettelser – Vi vælger velfærd . Med dette slogan som hovedbudskab søsætter socialdemokraterne mandag en velfærdskampagne med udendørsannoncer over hele Danmark.
Kampagnen skal forsøge at vække vælgernes tillid til Socialdemokraterne som det parti, der kan sikre borgerne velfærd i hverdagen. Og skulle statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) leve op til rygterne om, at han vil udskrive valg i efteråret, er oppositionspartiet klar til valgkamp, fortæller partisekretær Henrik Dam Kristensen.
- Der er to overordnede formål med kampagnen. For det første vil vi gerne gøre det klart for alle, at vi - i modsætning til regeringen – vil give velfærdsrettigheder til den enkelte borger. Statsministeren synes, at han har indfriet alle behov med trepartsaftalerne, men det har ikke noget at gøre med den virkelighed, som folk oplever i hverdagen i daginstitutionerne, på sygehusene eller plejehjemmene, siger Henrik Dam Kristensen, og fortsætter:
- For det andet vil vi gerne sende et signal om, at vi er parate til valg – også hvis det bliver udskrevet i august eller september. Han kan bare komme an, siger partisekretæren om statsministerens muligheder for at udskrive valg i utide.