Finn Rudaizky, der i mange år har repræsenteret Socialdemokratiet på rådhuset, har med øjeblikkelig virkning meldt sig under fanerne hos Dansk Folkeparti i Københavns Borgerrepræsentation.
- Jeg oplever mere og mere, at Dansk Folkeparti har overtaget det gamle socialdemokratiske partis rolle som det parti, der i realiteten varetager de almindelige borgeres rettigheder bedst. Det er en værsentlig årsag til, at jeg har indmeldt mig i Dansk Folkeparti, siger Rudayzki i en pressemeddelelse.
Rudayzki meldte sig efter kommunalvalget i 2005 ud af den socialdemokratiske gruppe i protest mod overborgmester Ritt Bjerregaard. Han har siden været løsgænger.
Gruppeformand Carl Christian Ebbesen, der også er organisatorisk næstformand for Dansk Folkeparti, glæder sig over Rudaizkys indmeldelse.
- Jeg har altid betragtet Finn Rudaizky som en kapacitet med hjertet på det rette sted, og jeg er sikker på, at han vil styrke Dansk Folkepartis styrke, udtaler Ebbesen i en pressemeddelelse.
Rudaizky er 66 år, har tidligere været formand for Mosaisk Trossamfund og for Folkebevægelsen mod Nazisme.