Utallige private middage med familie og venner, indkøb af sprut og vigtige møder på stripbaren Wonder Bar i København.
Det tidligere landsstyremedlem Jens Napaattooq fra det socialdemokratiske Siumut-parti mente, at hele baduljen kunne finansieres af hans minister -repræsentationskonto. Men det mente landsdommer Søren Søndergaard Hansen ikke, da han i går fredag idømte politikeren fire månedes fængsel for mandatsvig - 74 forhold til samlet set 128.000 kroner. Det skriver den grønlandske avis Sermitsiak.
Jens Napaattooq har i retten erklæret sin uskyld og anket sagen til Østre Landsret. Vennerne var politiske sparringspartnere og Wonder Bar blev brugt til et møde med en interessant person . Og i øvrigt kendte han ikke rigtig reglerne for repræsentation.
- Da jeg blev landsstyremedlem, fik jeg ikke direkte at vide, hvad jeg kunne bruge repræsentationskontoen til. Der var ingen klare retningslinjer for, hvad man kunne bruge den til og hvor grænsen gik. Jeg spurgte til det, men fik at vide, at hvis man overskred budgettet kunne man bare tage fra fælleskontoen. Derfor bekymrede jeg mig ikke så meget, sagde han ifølge Sermitsiak i retten.
Grønlands Hjemmestyre har sideløbende iværksat et civilt søgsmål mod Jens Napaattooq, hvor kravet er 186.000 kroner.