Mange af os har prøvet at komme frem til et hotel, der absolut ikke lignede det, der var i kataloget.
Men hvad kan man egentlig klage over? Det giver tv2.dk et overblik over.
Manipulerede billeder
Hos Forbrugerombudsmanden kender de ingen eksempler på sager, hvor rejsebureauer har manipuleret så meget med billederne, at det har været i strid med loven.
"Hvis et rejsebureau eller en rejsearrangør manipulerer med billederne af en destination, så de fremstår helt anderledes end i virkeligheden, vil det kunne rejse spørgsmål om, hvorvidt der er tale om vildledende markedsføring i forhold til markedsføringslovens paragraf 3," siger specialkonsulent Eva Sjøgren.
Hvis vandet i katalogerne er lidt mere azurblåt end i virkeligheden, vil de ikke gribe ind, men er der tale om, at udsigten fra værelset ikke er som lovet, så kan det blive problematisk.
Mangler på hotelværelset
Med hensyn til inventaret på hotelværelset, så er reglerne mere klare.
"Har man købt et hotelværelse, og man ikke har fået det, man har aftalt eller forudsat, kan det være en mangelfuld ydelse. Det kan for eksempel være, at man har aftalt, at der ville være bad og toilet på værelset, men i virkeligheden lå det ude på gangen. Eller at man havde bestilt et værelse med havudsigt og fik et værelse til gården," forklarer Henrik Sedenmark, chefkonsulent hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Dårlig morgenbuffet
Morgenbuffeten på hotellet er ofte noget, vi glæder os til på ferien. Men her kan man altså blive jævnt skuffet. Men brændt bacon og tørt brød er altså ikke noget, der kan klages over.
"De mere subjektive uoverensstemmelser, hvor oplevelsen ikke levede op til forventningerne, det kan vi ikke tage stilling til. Det kan være morgenmaden, der hørte med til værelset, ikke faldt i ens smag," forklarer Henrik Sedenmark.
Hvis der er lovet, at der er morgenmad, så skal der dog også være det.
Kilde: tv2.dk