Fartsyndere tager et nyt middel i brug for at køre fra lovens lange arm.
For 899 kroner kan man anskaffe sig en alarm, der bipper, når bilen nærmer sig en af politiets fartmålere.
Alarmen opsnapper de laserstråler, som politiet benytter til at måle bilers hastighed. Når politiet måler en forankørende bilist, vil alarmen registrere strålerne, begynde at hyle og dermed give bilisten god tid til at sænke farten.
Alarmen distribueres i Danmark af firmaet Comitel og sælges af autoudstyrskæden T. Hansen. Ifølge Comitel har man solgt »et par hundrede stykker,« siden alarmen blev introduceret på markedet.
Ulovlig måler
Det er imidlertid dybt ulovligt at køre rundt med alarmen i sin bil. Det besluttede Folketinget i 1998, fordi flere forretninger solgte målere, der kunne opsnappe de radarstråler, politiet dengang benyttede.
I dag måler politiet farten med laserstråler, men alarmen er ulovlig alligevel, fastslår Mogens Wilbert, vicedirektør i Rådet for Større Færdselssikkerhed.
»Loven gælder alle former for alarmer, der kan opsnappe politiets stråler,« fastslår han.
»Alarmen er jo hamrende amoralsk, fordi man bruger den som en hjælp til at køre for hurtigt. Derved øges risikoen for, at man slår andre mennesker ihjel,« siger han.
Potentielle galninge
Apparatet blev på kort tid ganske populært – især blandt taxachauffører i hovedstadsområdet, erfarer Nyhedsavisen. Det møder kraftig kritik fra formanden for Folketingets Færdselskommission, Karsten Nonbo (V), som kalder køberne for »potentielle galninge«, der bevidst forsøger at overtræde loven. Også forretningerne bag alarmen får skarp kritik:
»Jeg troede, T. Hansen var mere seriøs. I mine øjne er det ikke intelligente forretninger, der udbyder en sådan vare. Det er udtryk for barnagtig dumhed.«
Marketingchef hos T. Hansen, Frank Neumann, virker overrasket, da Nyhedsavisen ringer.
»Vi vidste ikke, den var ulovlig at køre med. Det vil vi straks tilføje til produktbeskrivelsen på vores hjemmeside,« siger han.
Han afviser dog, at firmaet vil stoppe salget – alarmen er nemlig hverken ulovlig at købe eller sælge.
»Og så længe der er en efterspørgsel, kan jeg ikke se, hvorfor vi skulle fjerne den fra sortimentet,« siger han.