Fredag aften havde Midt- og Vestsjællands politi fornøjelsen af at stoppe den samme mand hele tre gange.
Kl. 19.45 stoppede en færdselspatrulje rutinemæssigt en bilist, som kørte på Køge Bugt Motorvejen ved Greve mod nord. Den 48-årig mand fra Næstved som førte bilen. viste sig ikke at have et kørekort, da han ikke havde generhvervet efter en tidligere frakendelse. Han blev sigtet for kørsel uden førerret, og blev formanet om ikke at køre videre.
Kort efter kl. 19.58 traf samme patrulje dog manden, der igen kørte bilen, men nu på Lillevangsvej i Greve. Så han blev igen sigtet for at køre uden kørekort, og fik gentaget forbuddet mod at køre videre. Men det stoppede ikke bilisten, for kl. 20.08 var den gal igen.
Denne gang kørte han ved en tankstation på Kildebrøndevej i Greve og videre ned på Køge Bugt Motorvejen, hvor han igen blev blinket ind til siden. Den tredje sigtelse indenfor 30 min blev givet til bilisten, som kørte i en bil han havde lånt. Bilen kunne derfor ikke beslaglægges, men bilens ejer blev kontaktet og gjort bekendt med sagerne.
Det kommer til at koste bilejeren en bøde, da man skal sikre sig at dem man låner sin bil til kan køre den lovligt. Både ejeren og bilisten blev vejledt om, at bilen kan beslaglægges, hvis han gentagne gange kører i bilen uden kørekort. Den 48-årige kan forvente at høre mere i sine sager, når de skal afgøres.