Hvis du har taget forskud på julemånedens traditioner og spist økologisk risengrød fra Steff Houlberg, så har du måske også indtaget ris-snudebiller.
Billen, der ikke er farlig at spise, er nemlig blevet fundet i et parti færdiglavet risengrød i kartoner fra den danske fødevareproducent Tulip.
Risengrøden er derfor blevet tilbagekaldt, og forbrugere, der har købt den i Kvickly, Irma, Superbrugsen, Føtex eller Bilka, rådes til at levere den tilbage til butikken - eller smide den ud.
Det drejer sig om i alt 112 kartoner produceret den 5. oktober 2009 og mindst holdbar til den 4. november 2009.
"Der er sket en meget beklagelig fejl. Der har været en lille forekomst af ris-snudebiller i en sæk ris, vi har fået fra vores leverandør, og desværre har kontrollen svigtet, så ris fra den pågældende sæk er blevet brugt i produktionen af vores økologiske risengrød. Det må selvfølgelig ikke ske, og vi vil nu grundigt gennemgå vores procedurer for at forhindre, at noget lignende sker igen," siger kvalitetsdirektør i Tulip Carsten Christensen.
Tulip opfordrer forbrugerne til at aflevere risengrøden i den butik, hvor den er købt og få pengene tilbage.
"Ris-snudebillerne er ikke farlige. Heller ikke at spise, men de hører naturligvis ikke hjemme i fødevarer, og derfor opfordrer vi selvfølgelig forbrugerne til at aflevere risengrøden i den butik, hvor den er købt," siger Carsten Christensen.
Rissnudebillen er mellem 2,5 og 3,5 mm lang og findes ind imellem i ris og produkter, der er lavet af ris.
Dens hoved er trukket frem i en snude, som enten er lang og tynd eller kort og tyk.