Af Thomas Hoffmann
thho@avisen.dk
@BRØD:Det kan være irriterende at snorke hele natten igennem, men det kan være en langt større lidelse for den partner, der ligger ved siden af. På Nordens førende søvnklinik oplever man mange par, som har problemer, fordi især manden snorker.
»Ork ja. Konen klager, og flere fortæller, hvordan parforholdet er gået i stykker på grund af det her. Endnu flere sover i hver deres soveværelse, fordi de næste dag skal op på arbejde. Det er nok hver 10., der oplever den slags problemer,« lyder budet fra overlæge, dr.med. og søvnforsker Søren Berg fra ScanSleep.
Søren Bergs erfaringer bakkes op af flere udenlandske undersøgelser.
Hver tredje er generet
Det engelske snorke- og apnøselskab har netop offentliggjort resultatet af en rundspørge blandt 2.000 englændere, der viser, at hver tredje er generet af snorken fra deres partner. Ifølge selskabet mister den uskyldige partner to timers søvn i døgnet. Det svarer til, at du efter et forhold på 10 år har måttet undvære næsten et helt års søvn.
Tallet overrasker ikke den danske søvnforsker.
»Det er sindssygt belastende at ligge ved siden af én, der snorker. Verdensrekorden i snorken er på 84 dB. Det svarer til at ligge ved siden af en lastbil med motoren i gang. Det er alvorlige plager, vi snakker om,« siger Søren Berg.
Omkring hvert andet menneske på mellem 40 og 69 år snorker, og det kan faktisk være mere end bare generende for partneren. Snorken kan give forhøjet blodtryk, sukkersyge og blodpropper.
På den måde kan man faktisk ende med at snorke sin partner i graven?
»Narh, det er dine ord,« griner Søren Berg.
Men man kan vel principielt bruge det til at komme af med konen, hvis man vil?
»Det er en meget langsom form for mord, og den har visse usikkerhedsrisici. Hun bliver nok ikke umiddelbart vippet af pinden, medmindre hun bliver så irriteret, at hun hopper ud af et vindue på 12. sal«.