Mens sneen og frosten dækker Danmark, er telefonerne brandvarme hos Falck og Dansk Autohjælp. Flere end 2000 bilister har således ringet efter hjælp mandag ved middagstid.
Hos Falck er det især bilister med startvanskeligheder, der fylder i statistikken.
- Vi har indtil videre haft 1278 assistancer. Og billedet, der tegner sig, er det samme som tidligere. De fleste har fået hjælp til at starte deres bil, og dernæst er det fritrækninger, der har fyldt mest, siger pressechef Mikkel Andreas Beck, Falck.
De rød-hvide Falck-biler har især haft nok at lave i Nordjylland. Omkring halvdelen af alle fritrækningerne er således gennemført nordenfjords.
- Det er en meget travl dag. Det her er den første store snevejrs-hverdag, vi har, i denne vinter. Det kan vi godt mærke, siger Mikkel Andreas Beck.
Falck havde dog forudset en travl start på ugen, og derfor har man indkaldt ekstra mandskab, fortæller pressechefen.
- Og vi også har forlænget nogle af vores medarbejderes vagter. Vi er forberedt, siger han.
Til sammenligning var Falck ude godt 1700 gange hele søndag.
- Det er selvfølgelig, fordi det er en søndag. Men knap 1300 her før middag, det er mange, siger Mikkel Andreas Beck.
Også hos Dansk Autohjælp har man oprustet for at imødekomme det ekstra pres.
- Det har vi både her på vagtcentralen, men også ude på stationerne. Og det er heldigvis lykkedes os at følge med, siger Ellen Trolle, vagtcentralchef hos Dansk Autohjælp.
Ved middagstid har Dansk Autohjælp rundet 1000 assistancer, og også her fylder nordjyderne mest.
/ritzau/