Der har været nattefrost flere gange her i efteråret, men endnu ingen sne. Det kommer måske i næste uge allerede. TV2's meteorolog Thomas Mørk fortæller, at der er håb/risiko alt efter temperament for, at der kan komme hvidt nedbør, når den kolde luft snart strømmer ned over store dele af Skandinavien.
Når polarluften trænger langt ned over Skandinavien og sydpå, kommer der enten sne eller regn. Det er en hårfin balance, for selv små forskydninger kan betyde, at vi i næste uge blot får regn herhjemme, mens vore naboer mod øst og nord har en langt bedre chance for sne.
Indtil videre er der dog hvidt at finde i prognoserne over dansk område, mens det er ganske sikkert, at det gradvist bliver meget koldere herhjemme i de kommende dage.