Op mod 700.000 bygninger og boliger er igen uden strøm i New York og New Jersey på den amerikanske østkyst torsdag eftermiddag, efter at endnu et uvejr i form af sne og stærk vind er drevet ind over området.
Uvejret har ramt store områder med frost, anseelige mængder sne og vindstød på op til over 100 kilometer i timen.
Elværker siger, at mindst 100.000 mennesker igen har mistet strømmen, efter at elforsyningen netop var genetableret efter orkanens Sandys ødelæggelser.
Under det seneste uvejr har sne og kulde skabt de største problemer for beboerne. Veje er lukkede, tog og busser står stille, og flytrafikken er næsten lammet i flere store lufthavne op langs den amerikanske Atlanterhavskyst.
I New York er snelaget op mod 15 centimeter, mens der er målt endnu tykkere snelag længer mod nord.
Redningsarbejdet er vanskeligt, efter at træer, biler og bygninger, der væltede eller blev beskadiget af Sandy, nu er dækket af is og sne.
Selv om den seneste storm, kaldet nor'easter, har skabt nye problemer for titusinder, der også blev ramt af Sandy, ser skaderne ud til at være mindre end frygtet.
Redningsmandskab er allerede kommet langt med at rydde veje for sne og is, og elselskaber siger, at de har forventninger om snart at kunne genetablere strømmen i de områder, der er værst ramt.
Det er torsdag aften dansk tid uklart, hvornår fly-, bus- og togtrafikken genoptages og bliver normal igen.
/ritzau/AFP