Når Holland onsdag aften spiller sin første landskamp efter EM-slutrunden, bliver det med Inter-stjernen Wesley Sneijder som kaptajn.
Den nyudnævnte landstræner Louis van Gaal har valgt Sneijder som ny hollandsk anfører, efter at han har udeladt veteranen Mark van Bommel fra sin trup til venskabskampen mod Belgien.
Van Bommel var anfører under van Gaals forgænger Bert van Marwijk, men den efterhånden 35-årige PSV Eindhoven-spiller har formentlig ingen stor landsholdsfremtid.
28-årige Sneijder har spillet 87 landskampe og scoret 24 mål for Holland. Han debuterede på landsholdet i 2003 og har været med i fem store slutrunder med nationalmandskabet - med VM-sølvet i Sydafrika i 2010 som bedste resultat.
Han har spillet for Inter siden 2009, og vandt Champions League med klubben året efter. Han har tidligere optrådt for Ajax og Real Madrid.
/ritzau/