Passagerer, der skal til eller fra Aalborg med fly, må væbne sig med tålmodighed. Det voldsomme snefald dagen igennem har gjort det umuligt at lande og lette fra lufthavnen, der nu er lukket.
"Klokken 17.15 valgte vi at lukke lufthavnen, og den er lukket resten af dagen, det vil sige frem til midnat. Og det kommer til at berøre otte afgange og 14 ankomster. De drejer sig hovedsagligt om flyvninger til og fra København, men også til Oslo, Tenerife og London," siger Rikke Mølgaard, der er kommunikationschef i lufthavnen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
De passagerer, der skulle have være med aftenens fly, bliver nu ombooket til andre fly. SAS har valgt at indkvartere sine passagerer på hoteller i Aalborg by på flyselskabets regning.
Rikke Mølgaard håber, at snevejret holder inde, så lufthavnen er klar til at sende det første fly afsted klokken 6.25 i morgen.
"Det har været en af de mest hektiske dage i Aalborg Lufthavns historie. Vi har haft aflysninger, og vi har også haft fly, der kunne lande og lette. Men mest af alt har det været en begivenhedsrig dag med masser af sne," siger kommunikationschefen.