To hashsmuglere anede intet om, at politiet aflyttede deres mobiltelefoner, da de i 2011 satte sig i et fly i København med kurs mod Marokko.
Mændene afsoner i dag en fængselsdom i Marokko i forbindelse med den store hashsag, som fredag gik i gang ved Københavns Byret. En af de tiltalte er tiltalt for indsmugling af 11,5 kilo hash fra Spanien til Danmark.
Under sin forelæggelse af sagen afslørede anklager Kia Reumert nogle af politiets efterforskningsmetoder i sagen. Blandt andet hvordan man afslørede de to mænd, der i dag afsoner i Marokko.
Mændene blev i maj 2011 kørt til Københavns Lufthavn af to af de tiltalte fra byretssagen. Mændene skulle flyve til Marokko, og politiet benyttede lejligheden til at foretage en hemmelig ransagning af deres bagage.
I bagagen var der to mobiltelefoner, som politiet valgte at aflytte, og det var blandt andet den aflytning, som førte til, at marokkansk politi efterfølgende kunne anholde mændene.
Mændene blev anholdt på en båd ved Marokko. Det var meningen, at båden skulle lastes med hash. Ifølge anklagemyndigheden mindst 300 kilo.
Mændenes rolle var ifølge anklagemyndigheden at sejle båden hele vejen fra Marokko til Danmark.
Størstedelen af den hash, som indgår i byretssagen, er blevet transporteret fra Malaga i det sydlige Spanien til Danmark. Det fremgår ikke af sagen, nøjagtigt hvordan hashen er kommet til Danmark, men det er formentlig sket i flyttebiler.
Ifølge anklagemyndigheden er smuglingen nemlig foregået fra et lager tilhørende et midtjysk flyttefirma i Malaga.
Smugling med båd indgår dog også i sagen. På et tidspunkt planlagde flere af de i alt 10 tiltalte at sejle 600 kilo hash fra Portugal til Danmark.
Det mislykkedes dog, fordi mændene i oktober 2011 blev anholdt af politiet.
/ritzau/