Alle, der har gået i folkeskole ved, hvor ondt en vasker faktisk kan gøre. Men at en sneboldkamp kunne ende i et voldeligt opgør med politiet og masseanholdelse, har de fleste nok svært ved at forestille sig.
Det er ikke desto mindre, hvad der skete i den tyske by Leipzig i går.
Det startede som en uskyldig sneboldkamp, men løjerne udviklede sig, og de omtrent 50 deltagere begyndte at smide sne på luksusbiler og omkringliggende forretninger. Det skriver Daily News.
Herefter eskalerede legen, og flere deltagere skiftede sneboldene ud med flasker og andet hårdere skyts, og gruppen, der efterhånden talte 500 mennesker, satte ild i gaden.
Da politiet ankom udbrød der voldelige optøjer, to betjente blev såret, mens en politibil blev smadret.
Det er ikke første gang, Leipzig har været ude for, at uskyldig spas i sneen har udviklet sig til vold i gaden. I januar blev 67 mennesker taget med på stationen efter en sneboldkamp løb ud af kontrol.
Kilde: dailynews.com