Mester sender 62-årige Erik Hansen hjem, når sneen falder. For Erik er tagdækker, og de kan ikke lægge tagpap i snevejr uden at ødelægge taget.
Før fik Erik Hansen helt automatisk ret til supplerende dagpenge, hver gang snevejret fik mester til at sende ham hjem.
I dag skal han udfylde bunker af papirer og til samtaler på jobcenteret. Også selv om han kun er sendt hjem i en uge.
"Sidste år oplevede jeg, at jobcenteret sendte mig på kursus for at lære at skrive et CV. Det var fuldstændig spild af deres og min tid. For jeg havde jo et job. Den eneste grund til, at jeg skulle på dagpenge var snevejret," siger Erik Hansen.
Regeringen tager intet hensyn
Regeringens dagpengereform er årsagen til bunkerne af papirarbejde, og Erik Hansen er ikke den eneste arbejder, der får stakke af papirarbejde, hver gang det sner.
Ifølge 3F går reglerne ud over alle arbejdere, som kun kan udføre jobbet i godt vejr.
"Regeringen har slet ikke taget hensyn til, at vi er mange, hvis job er helt afhængigt af vejret," siger han.
Både gartnere, murere, malere, tagdækkere, ansatte i fiskeriet og ansatte i landbruget får dagpenge, når snestormen regerer.
Læs også: Sneen giver arbejdere dagpengebøvl
(Fotoredigering - Kenny Ferguson Photography)
Det skal svenden gøre for at få en dag eller en uges dagpenge, når mester sender ham hjem på grund af snestorm.
- Registrere sig på jobcenteret som arbejdsløs.
- Udfylde et skema på, at han er arbejdsløs.
- Udfylde hvor meget fravær han har haft fra jobbet de seneste 12 måneder.
- Finde de seneste års lønsedler og sende dem til A-kassen.
- Skrive under på, at han ikke har haft overarbejde.
- Til samtale på jobcenteret.
- Hvis svenden er under 30, skal han aktiveres hurtigst muligt, det vil sige på jobkursus eller ud på en arbejdsplads som aktiveret.