Ritzau
Opdateret kl. 14:36
Vintervejr giver fortsat problemer med at få fly afsted til tiden fra lufthavne rundt om i Europa tirsdag.
Det er ikke den smule slud, der er faldet i København, der giver problemer for flytrafikken i Københavns Lufthavn. Det er derimod snefaldet rundt om i Europa, der giver både forsinkelser og aflyste fly, fortæller lufthavnens pressechef, Kasper Hyllested.
- Frem til klokken 11.30 tirsdag har vi fået meldinger om seks aflyste afgange til Amsterdam på grund af vejret. Men der kan komme flere aflysninger.
- Man skal også regne med, at der kan være forsinkelser på grund af vejret rundt om i Europa, siger pressechef Kasper Hyllested.
Ifølge nyhedsbureauet AFP var flytrafikken blandt andet i Tyskland, Belgien, Holland og Storbritannien mandag kraftigt påvirket af vintervejret, og problemerne ser ikke ud til at være overstået tirsdag.
I Storbritannien er der målt op til 32 centimeters snefald og temperaturer ned til minus 11 grader.
Kasper Hyllested opfordrer passagerer med billet til en afgang tirsdag til at følge med på lufthavnens hjemmeside eller app. Og ellers få flere informationer direkte hos flyselskabet.
I Danmark faldt der ifølge DMI i weekenden især sne i Jylland, men hele landet har haft nattefrost og "vinterligt nedbør".
I Billund Lufthavn har man tirsdag to aflyste afgange - en til Amsterdam og en til London - på grund af vejret.
Men i Storbritannien og resten af Europa er op mod 100.000 passagerer ramt af aflysninger på grund af sne og ekstrem kulde, skriver britiske The Independent.
/ritzau/