En front med sne og regn kan gøre det meget svært at se blodmånen mandag morgen.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på sin hjemmeside.
Natten til mandag trænger en front ned over landet fra nordvest.
Fronten vil skabe et tungt skydække og dermed gøre det meget svært at spotte blodmånen, skriver DMI.
Kun i den sydøstlige del af landet og i den nordvestlige del af Jylland er chancerne stadig gode.
- Hvis skyerne er lave, vil man slet ikke kunne se noget. Men I morgen aften ved vi mere præcist, hvordan udsigten til blodmånen bliver, siger meteorolog hos DMI Martin Lindberg.
"Blodmåne" er en betegnelse for totale måneformørkelser, hvor månen og solen står på linje, med jorden imellem sig.
Når månen glider ind i jordens skygge, blokerer jorden for solens lys. Det er det rødlige lys fra solen, som giver månen den karakteristiske farve.
Seneste gang, der var blodmåne i Danmark, var 28. juli.
Ifølge DMI vil næste blodmåne først være i september 2025.
/ritzau/