Nu skal huer, handsker og vinterjakke findes frem fra loftet. Efter en særdeles mild november melder vinteren sin ankomst i weekeden.
Temperaturen daler de kommende dage, og der kan komme byger med vinterligt nedbør - først på Bornholm og siden i andre dele af landet. Og det kan blive både vådt og hvidt, ifølge DMI.
Bornholm rammes alleredde fredag, hvor der kan være sne i nedbøren, det breder sig til Sjælland og går lørdag aften i land i Jylland.
Det bliver ikke sne i store mængder, men noget af det kan måske blive liggende, da det bliver koldt.
Temperaturerne bliver selvsagt også lave. I løbet af dagtimerne lørdag mellem to og fire graders varme. Søndag mellem nul og tre graders varme.
Både natten til lørdag og natten til søndag kan der blive frost - søndag mest udbredt.
Fra mandag bliver det igen lunere, og risikoen for nattefrost aftager.