Op mod halvdelen af kræftpatienterne risikerer i dag, at ikke al kræft fjernes under den første operation. Det skal ny dansk teknologi lave om på.
Rigshospitalet, DTU og virksomheden 3Sonic udvikler en AI-drevet platform, der kan være med til at give kirurger et præcist svar direkte på operationsbordet: Er al kræften fjernet?
Innovationsfonden investerer 30 mio. kr. i projektet.
Fra en uges ventetid til få minutter
I dag venter patienter en uge til 14 dage på svar efter operationen. Er der kræft tilbage, venter genoperation, strålebehandling eller kemoterapi.
Med den nye teknologi, som er en kombination af 3D-ultralyd, midt-infrarød billeddannelse og AI, kan analysen foretages på operationsbordet på få minutter.
- For patienterne er det helt afgørende, at vi kan gøre dem raske ved første operation uden behov for dobbelt behandling med mange senfølger, siger Tobias Todsen, klinisk professor på DTU og overlæge på Rigshospitalet.
Lovende resultater
De foreløbige forsøg viser en kirurgisk succesrate på op mod 93 procent. Teknologien testes først på mund- og hudkræft, men potentialet rækker til alle kræftformer.
Hvert år får cirka 35.000 danskere konstateret kræft, og de fleste skal opereres.