I morgen træder en pantbekendtgørelse i kraft.
Det bliver starten på en overgangsperiode og i efteråret vil man se pant på kildevand, vand med smag og is-te rundt om i Danmark. Efter den 1. december 2008 bliver det ulovligt at sælge is-te og kildevand uden at opkræve pant, skriver dr.dk.
- Vi ser alt for mange tomme emballager til kildevand og is-te i naturen. Panten vil gøre, at langt flere flasker i stedet bliver indsamlet, og materialet genanvendt. For forbrugerne vil det også være mere enkelt, når der er pant på alle emballager til vand med og uden smag - uanset om der er brus i eller ej, siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V).
Grunden til at der ikke kommer pant på flaskerne allerede fra i morgen, er, at producenterne har brug for tid til omstillingen. Butikkerne kan desuden nå at sælge ud af emballager uden pantmærke.
- Der skal nogle overgangsregler til, så markedet kan nå at tilpasse sig. Man skal have alle de eksisterende lagre ud af systemet. Men de sidste tre måneder inden 1. december kan man godt forestille sig, at der kommer pant på, hvis nogen markedsfører en ny type vand, siger Palle Boeck fra Miljøstyrelsen.