Regningen i supermarkedet bliver hurtigt over 200 kroner, og så kan man ikke betale kontaktløst med sit dankort uden at indtaste sin pinkode.
Men fra 1. februar skal man kun indtaste sin kode, når man betaler kontaktløst med dankortet for indkøb over 350 kroner.
Efter to et halvt år med kontaktløse betalinger har bankerne, detailhandlen og Nets, der driver dankortet, nu valgt at hæve grænsen fra 200 kroner. Det oplyser Nets i en pressemeddelelse.
- Kontaktløse betalinger sparer tid ved terminalen - også ved større køb, hvor man skal indtaste sin pinkode, siger Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør hos De Samvirkende Købmænd.
- Men ved at hæve beløbsgrænsen for køb uden pinkode til 350 kroner bliver det endnu hurtigere og nemmere at betale, så vi slipper for kø ved terminalen.
Antallet af kontaktløse betalinger med dankort er vokset eksplosivt siden starten af 2016. De er gået fra 1,5 procent, til at næsten hver anden betaling nu er kontaktløs.
Nets forventer, at flere danskere får et nyt dankort med kontaktløs funktionalitet.
Ifølge Jeppe Juul-Andersen, direktør i Nets med ansvar for dankort, er erfaringen, at risikoen for at få afluret sin pinkode og efterfølgende stjålet sit kort mindre, når man ikke skal indtaste sin pinkode ved mindre køb.
Den nye beløbsgrænse på 350 kroner træder i kraft fra 1. februar 2018. Terminalerne bliver gradvist opdateret til at understøtte dette.
Dog vil man af sikkerhedsmæssige årsager fortsat lejlighedsvis blive bedt om at indtaste sin pinkode ved køb under beløbsgrænsen.
70 procent af alle dankort er kontaktløse. Mere end 40 procent af alle transaktioner i fysisk handel er under 200 kroner. Omkring 85 procent er under 350 kroner.
/ritzau/