Snart får fremmedkrigeres børn ikke automatisk statsborgerskab

Politik
Statsminister Mette Frederiksen (S) var flankeret af justitsminister Nick Hækkerup (S) og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), da regeringen i sidste uge fremlagde udspil med yderligere stramninger over for fremmedkrigere. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

I sidste uge fremlagde regeringen flere stramninger over for fremmedkrigere. Torsdag er ny lov vedtaget.

Børn af danske forældre, der fødes i områder, hvor en terrororganisation er part i en væbnet konflikt, skal ikke længere automatisk kunne blive danske statsborgere.

Det er et element i et omstridt lovforslag, som torsdag er blevet vedtaget i Folketinget. S-regering sikrede sig flertal med blå blok. Enhedslisten, De Radikale og SF - regeringens støttepartier - samt Alternativet stemte imod.

Dog er der en undtagelse i loven. Den betyder, at børn, der står til at blive statsløse, stadig kan blive danske statsborgere ved fødslen.

I dag kan børn, som er født 1. juli 2014 eller senere, automatisk få dansk statsborgerskab ved fødslen, hvis far eller mor er dansk.

For børn født før 1. juli 2014 afhænger det blandt andet af, hvilken forælder der er dansk statsborger, og om barnet er født i Danmark eller i udlandet.

I første omgang mødte lovforslaget heftig kritik fra flere kanter. Det risikerede at gøre børn statsløse. Og den kritik lyttede udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) altså til og indførte undtagelsen omkring statsløshed.

- Med lovforslaget lægges der derfor op til, at børn, der fødes i de områder, hvor det er strafbart at indrejse eller opholde sig, ikke automatisk får dansk statsborgerskab ved fødslen. Medmindre barnet bliver statsløs.

- Det vil forhåbentlig afholde danske statsborgere fra at rejse ind i områder med indrejse- og opholdsforbud og stifte familie der, sagde Tesfaye i forbindelse med førstebehandlingen 17. december.

- Vi vil nemlig ikke risikere, at børn ender efterladt i konfliktzonerne som statsløse, lød det fra ministeren.

Lovændringen vil kun gælde for de børn, som bliver født i områderne, efter at loven er trådt i kraft.

Blandt andet Børnerådet og Institut for Menneskerettigheder har kritiseret lovforslaget.

Vicedirektør Institut for Menneskerettigheder Louise Holck har kaldt det et "helt usædvanligt vidtgående forslag, hvor man straffer nyfødte for forældrenes gerninger, bare fordi de er født et forkert sted, og man bryder med helt basale folkeretlige principper".

Lovforslaget er en del af regeringens udspil "Vi passer på Danmark - 8 tiltag mod fremmedkrigere".

Selve loven træder i kraft 1. februar.

/ritzau/

Nyheder

Ryanair-boss:

Muslimske mænd er

den største risiko