Myndighedernes nye udspekulerede våben mod tobaksindustrien og dens afhængige rygere er ikke kun større og mere skræmmende adsvarsler og billeder af kræftsvulster og døde rygere på cigaretpakkerne.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at næste skridt bliver såkaldte plain packets , hvor al identitet bliver fjernet på cigaretpakkerne. Kun et diskret navnt og advarselsmærkater bliver tilbage.
- I fremtiden vil rygerne i EU formodentlig komme til at stå over for næsten ens grå eller helt hvide cigaretpakker i kiosken, helt uden logo og specielle kendetegn. Navnet vil stadig stå der, men ellers vil vi gøre dem fuldstændig neutrale og på den måde ramme tobaksindustrien på salgsapparatet og markedsføringen. De lever højt på at designe pæne livsstils-pakker, men på den her måde trækker vi al glamour ud af rygningen, forklarer styrelsens ekspert i tobaksforebyggelse, Jørgen Falk.
Ideen er ikke grebet ud af den blå luft, men er et koncept, som embedsmænd og interesseorganistioner i EU har haft på tegnebrættet siden 2004. Jørgen Falk tør dog ikke gætte på, hvornår de kedelige pakker kan blive politisk virkelighed i Danmark og resten af Europa.
En af de interessorganisationer, der har været med i arbejdet omkring plain packets er Kræftens Bekæmpelse. Og her er man ikke i tvivl om effekten.
- Det her tiltag vil langsomt kvæle tobaksindustrien og kraftigt nedbringe tilgangen af nye rygere. De neutrale pakker vil nemlig gøre det yderst vanskeligt at markedsføre cigaretter, ikke mindst via de indirekte reklamer for tøjmærker som Marlboro Classics og events som Camel Trophy, der skaber en forbindelse i folks bevidsthed til de flotte og farverige cigaretpakker, siger projektchef Niels Them Kjær.