Stadigt flere erhvervsskoleelever må lede forgæves efter en praktikplads, så de kan gøre deres uddannelse færdig. Antallet af praktikpladssøgende nærmer sig de 5.600 i den seneste opgørelse fra Undervisningsministeriet, som denne gang gør status for maj.
Helt nøjagtigt var der i slutningen af maj 5.587 praktikpladssøgende elever mod 5.362 i slutningen af april. Det er en tilgang på 1.466 elever i forhold til same måned sidste år, hvilket svarer til en stigning på 36 procent.
Af de søgende var 2.233 i skolepraktik. Det er 61 flere end i opgørelsen for april.
Antallet af indgåede praktikpladser i 2009 steg fra 8.525 i slutningen af april til 10.259 i slutningen af maj. Det er et fald på 30 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.
Opgjort pr. 31. maj var der 64.006 igangværende praktikpladser, og det er et fald på 4.094 aftaler svarende til seks procent svarende til samme tidspunkt i 2008. Også i forhold til 30. april i år var der tale om et lille fald på 335 pladser.
Regeringen indgik for en måned siden aftale med S, DF og R om en udvidelse af skolepraktikken med 1.488 pladser.
I en kommentar til opgørelsen for maj formoder Undervisningsministeriet, at en del af faldet i antallet af indgåede uddannelsesaftaler skyldes, at arbejdsgiverne på det seneste har afventet initiativerne i praktikpladspakken.
Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU) vil til efteråret vende tilbage med et udspil om adgangen til skolepraktik i 2010. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) stiller i udsigt, at han til efteråret vil drøfte situationen både med LO, DA og Kommunernes Landsforening og med partierne i Folketinget
Læs mere om praktikpladssituationen her: http://surl.dk/64t/