En vikar, der kortvarigt var ansat i hjemmeplejen i Lyngby-Taarbæk Kommune, har misbrugt sit login til at hente oplysninger om borgere tilknyttet hjemmeplejen. Det skriver Sjællandske Nyheder.
Sagen blev opdaget, da en borger, som modtog hjemmepleje, politianmeldte tyveri af medicin fra sin bolig.
Da kommunen tjekkede vikaren, opdagede man, at vedkommende havde været inde på i alt 1022 borgersager, som vikaren ikke burde have tilgået. En del af kiggeriet har foregået efter vikarens ansættelse men mens vedkommende fortsat havde et login.
I den forbindelse blev der rejst mistanke om, at den tidligere medarbejder også kunne sættes i forbindelse med flere medicintyverier.
Medicintyverierne og den tidligere ansattes ulovlige adgang til personlige oplysninger er nu anmeldt til politiet, og kommunen har været i kontakt med de borgere, som har fået stjålet medicin.
”Det er dybt beklageligt, at en tidligere medarbejder uretmæssigt har benyttet en betroet mulighed for at se i borgerens personlige oplysninger. Kommunens data-sikkerhed har her ganske enkelt ikke været god nok og det er slet ikke i orden,” siger fungerende borgmester Simon Pihl Sørensen (S).
Vikaren var ansat i februar 2023 men har frem til midten af juni haft adgang til kommunens daværende omsorgssystem Nexus.
Adgangen til systemet er blandt andet blevet benyttet til at tjekke personlige oplysninger om den borger, der havde anmeldt medicintyveriet, skriver Sjællandske Nyheder.
En konsekvens af datalækket er, at Lyngby-Taarbæk Kommune nu har skiftet omsorgssystem og strammet op på login-reglerne.