Ældre borgere i Skanderborg har i disse dage svært ved at få kontakt til omverdenen, når de bruger deres nødopkalds-apparat. Og det er svært for hjemmeplejen at ringe retur.
Årsagen er det pres den igangværende Smukfest lægger på det mobile bredbånd, skriver TV2 Østjylland.
Nødopkaldene går ikke tabt, men de bliver forsinkede. Det sker fordi nødkalds-apparaterne kører på samme mobilbredbånd som mobiltelefoner - og dem er der ekstraordinært mange af i Skanderborg i anledning af festivalen.
Og der er potentiale for belastning af det mobile bredbånd. Ifølge Smukfest er der nemlig i snit mellem 32.000 og 34.000 gæster tilstede ved festivalen hver dag. Dertil kommer omkring 13.000 hjælpere, mens der i løbet af festivalen vil være omkring 7.000 kunstnere, branchefolk, leverandører og andet godtfolk, som har deres gang i skoven.
Tjekker om alt er ok
Skanderborg Kommune tager ingen chancer og har derfor lagt proceduren for hjemmeplejen om. Således vil der nu møde en medarbejder op hos de ældre, som hjemmeplejen ikke kan komme i kontakt med via telefonen.
- I løbet af dagen (onsdag red.) har vi konstateret, at nogle nødopkald var lidt længe om at komme igennem, og at vi i nogle tilfælde heller ikke kunne komme igennem med returopkald til borgeren. Derfor har vi midlertidigt lagt proceduren om, så vi nu kører ud og tjekker om alt er ok hos de borgere, vi ikke kan ringe op, skriver plejedistriktschef Lene Mortensen i en pressemeddelelse.